Vi har sejlet 5.500 sømil fra Tahiti til Panama imod vinden og bølgerne. Jeg kan godt selv høre hvor dumt det lyder, når jeg siger det højt. Det kræver en længere forklaring, hvis jeg skal have en chance for at overbevise dig om, at min familie og jeg ikke er gået helt fra forstanden under Sydhavssolen.

Beslutningen om at sejle ”den forkerte vej”

Fra den dag vores fælles drøm blev født på en trist fredag, efter en sindssyg arbejdsuge, i det mørkeste hjørne af den danske vinter, var vi enige om fundamentet i vores rejse. Det har aldrig handlet om at skulle nå et bestemt sted. For os handler det mere om at finde tættere sammen som familie, opleve sammen og vokse sammen. Vi lovede os selv, at vi ville sejle én etape ad gangen og hele tiden vurdere, om vi er glade og føler os trygge. Hver sejlads er vokset ud af den forriges erfaringer og succeser. Og nu ligger vi på Tahiti 12.675 sømil senere. Vi har tilbragt omtrent 88 dage til søs, siden vi forlod Danmark i 2023 og anduvede Papeete i juli 2024. Så naturligt nok begyndte det store spørgsmål at presse sig på: Hvor skal vi hen bagefter?

Det er i forvejen en kompliceret øvelse at planlægge en langturssejlads med mange ubekendte faktorer, der hele tiden udfordrer planen i real time. Derfor havde vi ”kun” planlagt vores rejse indtil Fransk Polynesien. Vi vidste, at hvis vi nåede så langt, ville vi have tiden til at opleve og nyde det hele i en hel sæson, i stedet for konstant at skulle skynde sig videre til den næste deadline eller vejrvindue. Det forgangne år har vi været herude mellem selskabsøer, atoller og grønne klippeøer, der alle stikker ud af Stillehavets dyb!

Vi har haft flere styrerende elementer i vores beslutning om, hvad der skulle ske efter en sæson i Fransk Polynesien. En af dem er, at vi gerne vil sejle helt hjem igen på vores skib. Skibet er vores hjem. Vi ejer ikke noget derhjemme og derfor vil vi gerne komme hjem til Danmark med Skjoldmøen, fremfor med flyet til Kastrup. Det oplagte rutevalg, når man først har besluttet sig at sejle hjem ude fra Stillehavet er, at følge med passatvinden vestover til Det Indiske Ocean, Syd Atlanten og Nordatlanten. Det er mere end 23.500 sømil eller hvad der svarer til 163 dage til søs. Vi vil skulle sejle fra Fransk Polynesien i april 2025 og være i Danmark i sensommeren 2026. Det er uden tvivl en spændende rute med masser af steder, vi gerne vil opleve. Men vi skal sejle lige så mange dage, som vi skal være i land på denne rute. Det er 163 døgn på et år, hvor vi kører rullende nattevagter, bliver kastet rundt i køjen og er konstant opmærksomme på at skibet, børnene og besætningen trives. Vi havde egentligt taget beslutningen om at sejle den vej og at udfordringen bare kunne komme an. Det er godt, at store beslutninger ikke altid skal tages over en nat, men har tid til at modne sig. Vi tager beslutninger på vegne af vores børn, og vi kan mærke at denne vestgående rute vil komme med en del flere døgn til søs end hvad der måske bliver et positivt minde fra deres barndom. Det er en hård fin balance at gøre oceansejladser til positive minder for børn. Rutevalget havde været oplagt, hvis vi havde haft tid og økonomi til at tage den tur på to år i stedet for et.

Rødehavsruten var for vores familie ikke aktuel og vi har ikke et ønske om at sejle den vej, selvom flere sejlere benytter ruten igen uden større udfordringer.

Beslutningen faldt derfor på at sejle hjem østover til Panama. Vi går glip af nogle fantastiske steder længere vest på. Men vi føler den østgående rute giver os en masse fordele på rejsen. Vi vinder 6 måneder ekstra i Fransk Polynesien, og kan nyde endnu længere tid i alt det fantastiske, området har at tilbyde. Vi får 80 døgn mindre til søs end ved at sejle vestover. 80 døgn mindre til søs betyder betydeligt færre reparationer og udgifter til at vedligeholde Skjoldmøen. Og vi får 6 måneder til at opleve Colombia, Bahamas og USA's østkyst, som vi ikke ville have på den vestlige rute. Og tid til at forberede den sidste del af Skjoldmøens eventyr, som skal gå hjem ad Vikingruten over Sydgrønland, Island, Færøerne og Norge.


 

Tahiti – Panama

I juli 2025 efter næsten en måneds reparationer og vedligehold på Tahiti (S 17.5°, W 149.5°) var vi klar til at sætte kurs mod Panama. Strategien for at kunne komme mod Panama er at gå nordpå fra Tahiti til Marquesas og derfra videre nord og fange den ækvatoriale modstrøm. Ruten nordover gav os mulighed for et sidste gensyn med vores yndlingssteder i Polynesien: Fakarava, Raroia, Fatu Hiva og Nuku Hiva. Hver afsejling kom med en følelse af taknemmelighed og tristhed. Det er svært at sætte ord på, hvad disse perler midt i Sydhavet gør ved én, når man har gjort dem til sit hjem i 14 måneder. Sejladsen nordover mod Marquesas gik altovervejende fint på gode vejrvinduer, hvor passatvindene var lette og med en sydøstlig vinkel.

Vi vidste, at vi først ville møde de rigtige prøvelser, når vi sejlede fra Nuku Hiva, den nordligste ø i Marquesas (S8.9°, W140.1°). Strategien for at komme øst over Stillehavet er, at sejle NØ-kurs til N 5°, W133°, hvor man finder den ækvatoriale modstrøm, der er østgående. Men inden man når den, skal man passere den vestgående strøm, der løber fra Marquesas på S 9° og helt op til N 5°. Strømmen er ekstra kraftig i et bælte på 100-200 sømil med en vestgående strøm på op til 3-4 knob. Når man gerne vil holde en NØ-kurs sætter strømmen en afdrift på skibet på op til 30°.

Vi havde glæden af at ”følges” med sejlbåden Enterprise. Enterprise er en Beneteau 57, der hvilken som helst dag sætter Skjoldmøen i startblokken, så vi fik på gentleman manér et døgns forspring, så vi forventeligt ville passere hinanden omkring ækvator. Vi gik ud fra Nuku Hiva den 19. august på en vejrudsigt, der lovede 20-25 knob SØ vind. Vi vidste, at det ville blive til den friske side at sejle en sand vindvinkel på 60-70 grader, men SØ-vinden er afgørende for at kunne holde nok højde til at sejle øst om det kraftigste område af den vestgående ækvatoriale strøm.

De første 7 døgn må nok betegnes som de hårdeste sømil vi har sejlet. Udover den friske vind vi skulle navigere så tæt som det var muligt med fremdrift, så krydrede Stillehavet oplevelsen med 3 meter bølger på en periode på 6-7 sekunder. Skjoldmøen var konstant dækket af vand på dæk og skibet krængede 25 grader for konservativt rebet sejl. Vores fart over grunden var 4-5 knob, men 9-10 knob igennem vandet. Man kunne mærke alle kræfterne der kastede os rundt. Dette var ikke den slags sejlads, hvor skibet fredfyldt bevæger sig med elementer. Det var en kamp at tilbagelægge hver en sømil. Skjoldmøens stævn bankede sin vej igennem hver bølge der forsøgt at få os og skibet til at overveje at vende rundt. Et par gange, når der skulle laves justeringer på dæk faldt vi af vinden og gik med og blev mindet om hvor behageligt ocean sejlads kan være. Men besætningen ombord var ikke så nem at slå ud. Humøret var højt, trods søsyge og blåmærker. Vi så hvordan vi langsomt nærmede os N5° og hvad vi stadig håbede måtte være en medstrøm der ventede på os. De sidste 2 døgn i den vestgående strøm blev også vores hårdeste. Vinden hylede i riggen med 28 knob og den vestgående strøm havde taget til med 3-4 knob der pressede vores NØ kurs mod vest. Bølgerne var så stejle nu at vi flere gange oplevede mindre ”knock downs” hvor skibet lagde sig 40-50 grader. Skjoldmøen tog udfordringerne som en kvinde klar til krig. Hun rejste sig omgående, med sin 7 tons bly i kølen og fortsatte ufortrødent. Vi havde mange håbefulde forestillinger om hvad der ville ske når vi sejlede os selv ud af strømmen. Som de fleste langturssejlere har oplevet efter hårdt vejr, er det som om Neptun anerkendende godkender indsatsen og beder havet mildne vores rejse. Ved daggry på det syvende døgn sænkede der sig en ro over havet. Skibet sejlede den fart vi vidste hun kunne på vindstyrken. Og inden længe begyndte vi at se vores fart over grunden stige. Vi havde fundet den havstrøm der skulle skubbe os til Panama. Pludselig så det gamle stålskib en gennemsnitshastiged på mellem 7-9 knob.

 

Mentalt var vi lettede. Fysisk var vi udmattede. Vi manglede stadig 3500 sømil til Panama. Men efter den første uge til søs, føltes resten som en cykeltur ned af bakke. Det blev det ikke helt. Passatvinden stod stadig ind foran for tværs i 1500 sømil, før vi kunne forvente en halvvind. Vi gik fra 120 sømil i døgnet til at ligge mellem 160-180 sømil i døgnet. Så selvom sejladsen stadig var mildt krævende, så var kursen sat næsten direkte mod målet og vi kunne se os selv komme tættere på for hver dag. Det gav fornyet energi.

 

På så lange sørejser, flyder dagene sammen. Dagene ligner hinanden, kun adskilt af fiskene vi fanger og dagens aktivitet som vi trækker fra aktivitetskrukken. Inden vi afsejlede skrev alle ombord 7 aktiviteter på et stykke papir, som vi kunne lave sammen hver dag. Der var pandekages bagning, Uno turnering, sten-saks-papir turnering, knob kursus, digte og sange udfordringer osv. Det var utroligt vigtigt med denne aktivitetskrukke til at holde alle stimuleret og i godt humør.

 

Der er dage vi med tiden glemmer til søs og der er dage som sætter sig med så dybe aftryk i hukommelsen at vi aldrig glemmer dem. En af de dage, der står tydeligste er efter 19 døgn, da fiskelinen går og spænder nylonssnøren så stramt at man kan spille guitar på den. Intensiteten ombord går fra 0 til 100 i løbet af få sekunder. Skipper, der ligger og sover natten ud i køjen er på dæk på mindre end 2 sekunder og Christina har de store handsker klar. Håndlinen føles som om vi trækker en elefant efter skibet. Som skipper prøver at trække ind i linen, så rejser en sort Marlin sig ud af havet og sætter sig på halen i et forsøg på at trække både skipper og skibet baglæns. Da fisken kommer til samme erkendelse som skipper at tyngden nok ikke er en realistisk modstand værd, begynder den at trække sidelæns. Maiken får koordineret at trække forsejlene ind, imens hun synkron styrer modsat af fisken, så vi kan holde linen stram og i en lige linjen. Efter et par minutter begynder fisken at blive lidt mere medgørlig og skipper trækker en armslængde ind for sekundet efter at mærke fisken kæmpe tilbage og trække al linen ud af hænderne igen. Sådan pulserede kampen imellem fisk og mand i 5 minutter indtil skipper begyndte at mærke et lille overtag. Fisken kom tættere og tættere på skibet og lå nu langskibs. Christina havde den store fangst krog klar og sammen med skipper kom fisken op over søgelænderet på et kraftudbrud. 225 cm sort Marlin på 60 kg lå nu på dækket. De efterfølgende 3 uger spiste vi næsten dagligt den velsmagende Marlin og snakkede om vores fælles kamp for at få den store fisk ombord på Skjoldmøen.


Desto længere øst på vi kom, løjede passatvinden og Kalmebæltet strakte sig ud. Vi justerede kursen lidt sydligere for at holde vinden så langt som muligt. Vi passerede lige nord om Galapagos og syd om Cocos Øen inden vi søgte nordover og ind i den vindstille Panamabugt. Pludselig omringet af tæt skibstrafik med kurs mod Panama Kanalen.

Anduvningen blev med følgeskab af delfinerne og lykken bruste i alle ombord over land og stoltheden over bedriften. 4500 sømil på 29 døgn og 17 timer måtte vi tilbagelægge for at komme tilbage over Stillehavet.  Panama City - N 8.9° W 79.5°.

Vil vi anbefale turen til andre sejlere? Absolut! Hvis man gerne vil ud i Stillehavet og hjem igen og ikke ønsker at sejle Røde Havet eller den lange vej syd om Afrika, så er den østlige rute til Panama et godt alternativ. Men der er ingen tvivl om at skibet og besætningen skal være rustet til de udfordringer. Man kan udsætte afsejlingen til senere på året i november/december, hvor passatvindene er lettere, men vil så risikere flere vindstille døgn og mere motorsejlads for at komme på tværs.

Her halvvejs i vores rejse tilbage til Danmark føltes beslutningen om at krydse Stillehavet den forkerte vej rigtig for os.


Et oceankryds er hårdt ved et sejlskib. Skjoldmøen ligner en der har været i kamp. Heldigvis kunne lidt restitution og kærlighed få hende tilbage til i form!

Fakta: ENSO – El Niño / La Niña i Stillehavet

ENSO (El Niño–Southern Oscillation) er et naturligt klimafænomen, hvor havtemperaturer og vindmønstre i det tropiske Stillehav svinger mellem tre faser:

  • El Niño: Varmere overfladevand i det østlige Stillehav, svækkede passatvinde, mindre strøm mod vest.
  • La Niña: Koldere vand i det østlige Stillehav, kraftigere passatvinde, stærkere vestgående strøm og bølger.
  • Neutral: Mellemfase med normale forhold.

Betydning for sejlere

Når man planlægger sin sejlads i Stillehavet er det relevant at følge med i ENSO situationen i Stillehavet. USA's pendant til DMI - National Oceanic and Atmopheric Administration(NOAA) monitorer konstant havtemperaturene både i overfladen og i de dybere liggende lag i Stillehavet for at kunne forudsige forandringerne i ENSO tilstanden. Kort og forsimplet har El Nino og La Nina følgende påvirkning på sejlruterne i Stillehavet.  

  • Vestlig passatvindsrute (fra Amerika mod Vest, fx Galápagos → Marquesas):
    • El Niño: Svagere eller ustabile passatvinde → langsommere passage vestpå.
    • La Niña: Kraftige og stabile sydøstlige passatvinde → hurtigere, men grovere sejlads vestover.
  • Østlig rute via ækvatorial modstrøm (fra Vest mod Panama):
    • El Niño: Den østgående modstrøm kan hjælpe, men svage eller skiftende vinde gør det ofte meget langsomt.
    • La Niña: Stærke sydøstlige passatvinde giver hurtigere og mere direkte sejlads mod øst, især nord for ækvator, hvor vinden kan udnyttes effektivt.

Den beskrevet sejlads som hhv. Skjoldmøen og Enterprise har gennemført er sket i overvejende neutrale ENSO forhold med en lille tendens til La Nina forhold. Det har medvirket til de stabile vinde og den hurtige sejlads. Skal man gennemføre en østlige rute over Stillehavet under EL Nino forhold skal man forvente at have et betydeligt brændstofforbrug. Der er heldigvis en anden god direkte rute østover, som eksempelvis den sydlige rute fra Tahiti via Gambier øerne og Påskeøen, inden man sætter kursen nordøst over mod Panama. I et El Nino år er denne rute værd at overveje. ENSO har ikke kun betydning for sejladserne, men i høj grad også oplevelserne. Under El Nino i 2023 blev store dele af koralrevet afbleget af høj havtemperaturer og Marquesas øerne oplevede store mængder regn. Under det sidste års La Nina var havtemperaturen lavere i Polynesien og koralrevet var stærkt på vej retur og Marquesas øerne havde tørke og meget få regnvejrsdage i forhold til normalen. ENSO’en har også betydning for orkanernes bane og udstrækning østover. Under La Nina forhold er orkaner statistisk set ikke en risiko i Fransk Polynesien.