Vi har ikke nogen Fridtjof Nansen, Roald Amundsen, James Cook eller Ferdinand Magellan i dansk opdagelseshistorie. Men vi har Thomas, Maja, Jesper, Ditte, Henriette, Joakim, Johnny, Sebastian, Mathias, Anna, Rebecca, Patrick og Betina for at nævne nogle af dem, vi har mødt på vores vej. Moderne eventyrer. Det er ikke for at forklejne Knud Rasmussen, Peter Freuchen eller andre store danske eventyrer. Men denne fortælling skal handle om alle de danske eventyrer, der udforsker den store verden i stilhed af historiebøgerne og de store kameras bevågenhed.
Vi ligger i en afsidesliggende ankerbugt på Tahuata i Marquesasøerne 9 grader og 54 minutter syd for ækvator og 139 grader og 6 minutter vest for Greenwich. Øerne er så langt væk fra alting, som man næsten kan komme, og bortset fra den lækre frugt og de friske fisk, som øerne forsyner os med i overflod, så skal alt andet sejles med fragtskibe til øerne. Der findes ikke havne, man kan lægge til i. At skaffe reservedele til dit skib er som at vente på en solformørkelse. Det kan tage uger og måneder at få en dims ud til sin båd. Men midt i denne følelse af at være langt væk hjemme fra ligger der i samme ankerbugt 6 danske langturssejlere. Det er ikke et enlige tilfælde. Hvor end vi sejler hen, møder vi altid andre danske både.
Da vi stævnede ud fra Danmark i 2023 med sitrende udlængsel, var det ikke vores forventning, at vi skulle møde så mange danskere. Det er blevet en helt utrolig positiv oplevelse at møde vores landsmænd ude i verden. Ikke fordi vi savner Danmark eller svælger os i selvpatriotisme i solnedgangen. Vi er her alle sammen på den samme udlængsel og griber hver dags oplevelser som endnu et eventyr og møde med verden. Vi sejler efter egne drømme, men finder ud af at vores drømme ligner hinanden på rigtig mange punkter.
Sejlere generelt har et tæt og hjælpsomt fællesskab uanset nationalitet. Vi hjælper hinanden, deler viden og kompetencer. Men ofte har de fleste sejlere fra andre lande travlt. Man ser dem én gang og så er de hurtigt videre, fordi de skal skynde sig hjem til jobs og andre forpligtelser. Det er generelt lidt anderledes med de danske langturssejlere. Vi bliver ved med at støde ind i de samme både 2 år efter vi rejste ud. Det skaber naturligt et helt særligt sammenhold. Vores kølvandsstriber krydser hele tiden hinandens, og vi samler op på alle eventyrene og udfordringerne. Udfordringer er der nok af som langturssejler. Der er hele tiden en ting ombord, der skal repareres, og her er fællesskabet en gave. Der er altid en sejler, der ved noget om det, du ikke selv ved noget om. Og der er næsten altid en sejler, der har en reservedel, du ikke selv tænkte på, at du ville mangle. Løber den ene båd tør for Sika Flex har den anden båd til gengæld masser af rustfrie reservedele. De sidste 3 uger er vores generator holdt op med at lave strøm, fordi et relæ var brændt af. Men en hurtig spørgerunde i ankerbugten og så havde en dansk nabobåd et reserverelæ magen til vores vi kunne få. Alternativet var et få et nyt sendt fra Tahiti eller Europa – og vente 2-6 uger. Kort sagt uden dette fantastiske og hjælpsomme fællesskab ville langturssejladsen være en del mindre hyggeligt og en del mere besværligt.
Det spørgsmål vi møder oftest fra andre nationaliteter her ude i verden er: ”Hvordan kan det lade sig gøre for så mange danskere at sejle ud i verden – unge, som gamle?”. Folk er virkelig forundrede. De forstår det ikke. At sejle i sydhavets tropiske vande er for de fleste nationaliteter en luksus forbeholdt de rigeste i sejlbåde, der koster flerfoldigt mere end hvad de fleste danskere sejlere i. Så hvorfor er danskere så eventyrlystne og hvordan får vi råd til det?
Grundlæggende er Danmark nok så lille et land, at vi naturligt vender os mod verden med nysgerrighed og udlængsel. Det er en del af vores DNA. Men der er mange måder at rejse på, og sejlbåden er ikke den nemmeste rejseform. Man kan undre sig over, hvordan så mange naivt og eventyrlysten kaster fortøjningerne og stævner mod de horisonter længst væk fra Danmark. Jeg tror særligt én familie har lykkes med at fortælle om eventyret til søs – startende med Troels Kløvedals mange litterære perler om den store verden og det store ocean og videre til Mikkel Beha og Emil Midé, der har fortalt den filmiske fortælling om unge med eventyrlyst. Det er en familie, der holder fast i, at man kan opleve verden på tværs af alder og generationer. Deres rejser og fortællinger er lykkes med at overbevise mange danskere om, at verden er tilgængelig og selv ikke de vildeste drømme er umulige. Mange drømme startede i årene, hvor ”Kurs mod fjerne kyster” rullede over TV skærmene. Og nu mere end 10 år efter er mange af de drømme begyndt at materialisere sig. 10 år, så lang tid tager sådan en drøm at gøre til virkelighed for os med ”almindelige” jobs. Bevidste valg og prioriteringer. Alligevel forklarer de drømmende fortællinger om Sydhavet ikke hele årsagen til at danskere sejlere kloden rundt.
To faktorer hjælper afgørende med til at åbne verden for os drømmende sejlere. Begge understøtter vores økonomiske muligheder. Mange af os sælger alt, hvad vi ejer for at realisere drømmen. I Danmark ligger manges formue ”gemt” i vores boliger. Selv med 10 års opsparing er det stadig nødvendigt for os at sælge hus eller lejlighed, for at være sikker på vi kan finansiere rejsen. Det er en af de svære prioriteringer på vejen mod eventyret for mange eventyrer.
Den anden faktor er den danske model for gastesejlads. En langturssejlerkultur der begyndte, da hippierne tog kollektivet med til søs. Et sejlerfællesskab der bygger på, at vi deles om udgifterne. Vi fylder bådens køjer og alle bidrager økonomisk til skibets drift. I Danmark kalder vi det et gastebidrag. Det er ikke et begreb, der findes med samme forståelse i udlandet. På engelsk ville man kalde det ”paying – crew”. Men det er en misforståelse som udlændinge har svært ved at forstå. I Danmark tror vi på fællesskabet – både til lands og i den grad også til vands. Vi bidrager til at vores fælles eventyr kan lade sig gøre. Sidste værft vi passerede stod 10 unge danskere og sleb bunden på en 50 fods sejlbåd fri for bundmaling i 35 graders varme. De udlandske sejlere spurgte os andre danskere på værftet måbende ”Do they do this for free?!”. Vores svar – ”No, they pay to do this work. It is part of the adventure.” Og derfra kan man se alt rationel forståelse af den “danske model” holde op hos vores udenlandske sejlervenner. Men sådan er eventyret. Eventyret bliver ikke serveret. Det er hårdt arbejde mange dage. Men altid med højt humør og en stærk holdånd. Og når togtet er slut, så står vi alle sammen med de samme vilde og berigende oplevelser som vores udenlandske sejlervenner. Forskellen er bare at de fleste andre sejlere både har skulle arbejde i mange flere år og tjene mange flere for at nå samme destinationer som de danske både.
Danmark er stort set det eneste land i verden, hvor unge mennesker i fællesskab har delt udgifterne til at sejle med kurs mod fjerne kyster i sødygtige sejlbåde. Det kan de, fordi de deler udgifterne og knokler i fællesskab. Fordi vi har en kultur for eventyrlyst. En af udfordringerne ved at ”den danske gastemodel” er blevet en succes, er at nogen sejlere forsøger at udnytte den og nogen gaster tror, at de kan få serveret et eventyr uden indsats. Vi ser på mange af diskussionerne online omkring at sejlbåde skruer gastebidraget op, og gaster skruer forventningerne op. I mine øjne udfordrer det vores måde at sejle rundt i verden på. Man kan godt have høje forventninger til at man skal have oplevelser serveret uden indsats, men så er man bare ikke længere en gast, men en GÆST. Man kan også ønske sig et lavt gastebidrag, men så kan man ikke forvente Watermaker, fryser, Starlink Internet, dykkergrej og paddelboards mm. De fleste langturssejlere i dag tilbyder alt i vandsportsudstyr, fersk vand ad libitum, højhastighedsinternet, moderne navigationssystemer og autopiloter – alt sammen udstyr, der er dyre i anskaffelse og drift.
Da gastebidraget i 70-80’erne blev en måde at sejle ud i verden, var anbefalingerne og det accepterede niveau 150 kroner i døgnet i bidrag til bådens drift. Laver man en inflationsregulering af de 150 kr. fra 80’erne, så svarer det til 500 kr. anno 2025 priser. Omkostningerne ved at sejle et skib 15.000 sømil væk fra Danmark under en tropisk sol er høje, og det prisniveau de fleste danske både sætter svarer rundt regnet til at få bådens økonomi til at løbe rundt. Samtidig har mange gaster ikke tiden eller forventninger til at stå ugevis på værft og arbejde. Det vil de gerne overlade til ejerne. Med andre ord har mange gaster ikke tiden til denne del af eventyret længere.
Vi har ombord på Skjoldmøen heldigvis kun haft positive sejlerfællesskaber og en masse eventyrlystne danskere drømmer stadig om at komme med ud på sejlereventyr. Der er heldigvis stadig stor eventyrlyst. Vi gør os umage for at forventningsafstemme togterne med alle, der drømmer om at sejle ud i verden. Mange danskeres drømmeeventyr er blevet til virkelighed igennem årene, fordi nogle har solgt alt, satset alt og sprunget ud af hamsterhjullet og købt et sejlskib med kurs mod horisonten. Med denne afslutning vil vi gerne sende en stor respekt til alle de søde og skøre eventyrere, vi har mødt ude i verden, som hver dag knokler for at gøre eventyret til virkelighed.
Da vores lille familie for alvor kunne se drømmen om at sejle på langtur realiseres, var et af de første spørgsmål vi drøftede – gaster. Vi skulle købe en langturssejlbåd og spørgsmålet om, hvor mange køjer vi havde brug for, blev afsættet til en længere refleksion om, hvorvidt vi ville sejle med gaster.
Gastesejlads er et emne, der deler langturssejlere mere end de fleste emner til søs. Spørger man sejlere, der har prøvet at sejle med gaster, får man stærke holdninger til emnet. Og det er bestemt ikke så underligt, når man åbner sit hjem og skal dele en meget lille verden i til tider pressede situationer.
Vores refleksionsproces om hvorvidt vi skulle sejle med gaster startede, da vi spurgte os selv, hvad der var vigtigt for vores rejse. En af de værdier, der trådte frem var, at vi ønskede at dele alle de vilde oplevelser vores langtur ville byde på. Vi skabte os selv et lille motto: ”oplevelser skal deles”. Store oplevelser bliver i vores optik større, når minderne kan deles med andre. Vi kunne selvfølgelig dele vores rejse med hinanden i familien, men vi kunne mærke at vi gerne ville lukke flere ind i vores rejse og lille boble ombord. Samtidig vidste vi også, at det at åbne sit hjem og sin familie til fremmede er forbundet med en risiko for konflikter. Men vi elsker, når vi møder mennesker der brænder for andre ting end os selv og bidrager til at fællesskabet bliver endnu mere spændende at være en del af på båden. Vi nåede derfor frem til at vores skib skulle have plads til at rejsen kunne deles med vores nærmeste familie, venner og nye bekendtskaber i perioder af rejsen.
Vi har i optakten fået god sparring om faldgruberne i gastesejlads af FTLF og andre sejlere. Vi bruger FTLFS gastekontrakt og følger FTLFs retningslinjer og anbefalinger til økonomien omkring gastesejlads. Det er faktisk vores vigtigste anbefaling til at starte en god gasteoplevelse. Hvis grundrammerne for rejsen er klar for alle parter, kan fokus ligge på udvikle fællesskabet ombord.
Over det sidste år har vi sejlet Skjoldmøen 14.000 sømil fra Danmark til Fransk Polynesien. Med på rejsen har vi ind til videre haft 31 gaster ombord på Skjoldmøen i kortere eller længere perioder. Vi har haft familie og venner med på store dele af rejsen, men også inviteret nye mennesker ind i vores liv og hjem. Vi er 31 bekendtskaber og fantastiske oplevelser rigere. Vores gaster spænder i alder fra 6 til 76 år. Vi har sejlet med børnefamilier, unge og pensionister. Vi synes selv, at det lyder næsten for godt til at være sandt, og vi må være ærlige og indrømme at vi selv var meget nervøse, inden vi sejlede fra Danmark, om ansvaret for gaster ville trække oplevelserne i negativ retning.
Vi har gennem vores rejse fået erfaringer og er blevet bevidste om nogle faktorer, der er medvirkende til succesfuld gastesejlads. Vi har også lyttet til andre danske langturssejeres forliste gasteoplevelser, der desværre tager lang tid at slippe igen. Men vi tror på, at flere kan have gode oplevelser med gaster med nedenstående fem erfaringer og anbefalinger, vi har ombord på Skjoldmøen:
Vores hjemmeside skal tydeligt hjælpe potentielle gaster med at finde ud af, om vi kan passe sammen. Vi har forsøgt at tydeliggøre nogle klare og rimelige forventninger til vores gaster igennem vores beskrivelser af livet ombord. Man skal ikke være bange for at italesætte forventningerne og her er hjemmesiden et godt sted. De gaster der tænker: ”Det lyder ikke som mig” søger forhåbentlig til andre både, hvor de passer bedre ind.
I vores optik skal der aldrig bare siges ”ja” til en gast uden at tage sig tid til at snakke ordentligt med vedkommende og stille afgørende spørgsmål til, hvorfor personen vil ud at sejle og hvilke forventninger og drømme vedkommende har til togtet. Vi har alle forskellige motivationer for at sejle på langtur. Nogen er der for sejladsen, andre er der for oplevelserne i land, nogle vil helst være under vand og nogen søger ud på en indre rejse. En gastesamtale bør også forsøge at afdække, hvem gasten er som person og skipper bør vise igennem eksempler, hvordan hun eller han forventer at agere som leder på et skib. En sådan samtale går altid begge veje. Man skal som skipper/par være klar på at give et ærligt indtryk af sig selv til gasten.
En god introduktion er afgørende for en god gasteoplevelse. Når man som gast påmønstrer et skib, træder man ombord i en fremmed verden, og selv som erfaren sejler så er andres skibe forskellige fra ens eget. Man skal udvise en stor forståelse for hvilken omvæltning det kan være at påmønstre et skib som gast. Gasten har brug for viden, tryghed og tid til at lære skibet og sin plads ombord at kende. Ombord på Skjoldmøen starter alle togter med dage for anker eller i havn, hvor skibet, rutinerne og sikkerheden bliver gennemgået. Vi laver ”træningssejladser” hvor alle får lov at styre, vi øver MOB, sejlhåndtering og rebning. Men vi fokuserer også på de praktiske opgaver på skibet – rengøring, opvask, madlavning, indkøb og sikrer at deltagelse i alle de praktiske opgaver en naturlig del af at være ombord – voksne som børn.
Selvom du føler, at du har styr på det hele som skipper, er det vigtigt at dele din viden og overvejelser med besætningen. Det betyder ikke, at du skal lægge alle beslutninger op i plenum. Men det er vores erfaring, at de fleste gaster gerne vil høre skippers overvejelser og argumenter for en beslutning f.eks. i forhold til vejrudsigter, sejlplaner, ankerpladser mv. Og samtidig bør skipper høre sin besætnings holdning eller oplevelse ombord. Som skipper kan man invitere gasterne til at melde ind, hvor meget information de ønsker. Nogen elsker at få lov til at kigge skipper over skulderne, når der skal tjekkes vejrmeldninger eller lytte med når der tages navigationsbeslutninger. Andre melder klart fra, at det ikke har deres interesse. Ombord på Skjoldmøen forsøger vi at holde en kort og uformel status hver dag efter aftensmaden, hvor alle har mulighed for at fortælle, hvad fungerer godt og hvad de kunne tænke sig fungerede på en anden måde. Samtidig kan Skipper give en samlet vejr og sejlplans status.
Skipper kan sikkert sejle skibet selv det meste af tiden. Og måske med hjælp fra 1-2 erfarne gaster, så er det hele sat i et velsmurt system. Hvis man påmønstrer som gast på en sejlbåd, er man ikke passager men skal fungere som besætning. Det er et kardinalpunkt for os, som ofte ikke får nok fokus. En gast uden sejlererfaring kan meget nemt blive gemt og glemt af skipper og blive en passager. Og passagersejlads er dræbende kedeligt. Sejlads er kun sjovt, når man får lov at deltage. Men nogen har brug for hjælp og vejledning til at føle sig trygge ved at være en god besætning. Det stiller store krav til skipper. Husk at have øje på de svageste sejlmæssigt ombord og insister på alle får opgaver med at sætte sejl, styre, holde udkig osv. Det skaber sammenholdet ombord at alle får følelsen af at være med til at sejle skibet.
Vi synes ovenstående fem anbefalinger er et godt fundament til at fungere godt ombord på et skib sammen med andre eventyrlystne mennesker. Fællesskaberne ombord på både er lige så forskellige, som der er mennesker. Der er børnefamiliebåde, ungdomsbåde, dykkerbåde, kapsejlerbåde, ”mande” både, ”tøse”både, hyggebåde og dåsemadsbåde. Der er en båd og en gast til alle derude. Det vigtige er, at finde den båd, du som gast drømmer om og være klar til at være en helhjertet deltager af eventyret med alle de praktiske opgaver og vilde oplevelser der følger med.
Vi har hen ad vejen lært, at det ofte ikke er gastens skyld når små ting bliver irritationer, men fordi vi som skipper/par ikke er tydelige nok omkring forventninger og opgavefordeling. Som Skipperpar har vi også lært at sejlads med gaster ombord kan være et krævende lederjob, hvor vi ikke nødvendigvis besidder alle kompetencerne til perfektion. Vær tydelig på egne styrker og svagheder som person. Der går ikke noget af dig som Skipper, når du viser selvindsigt og fortæller din besætning, hvad du er god til, og hvornår du skal gøre dig umage for at blive bedre som leder ombord.
Vi har ikke fortrudt at sejle med gaster på vores livseventyr. Meget af denne artikel fokuserer på at skabe rammerne for en god gasteoplevelse. Men en anden interessant observation er, hvordan gasterne er med til at forstærke oplevelserne ombord positivt. Så hvorfor skal man overveje at tage gaster med på sin langtur?
Når man som langturssejler er afsted i måneder og år, bliver livet til søs også hverdag. Når delfiner i stævnen bliver til forbipasserende og synet af en ny ø i kimningen bliver til en pejling, så savner eventyret måske nogle friske øjne. Noget begejstring. Gasterne kommer med en helt utrolig energi og begejstring. Det kan ikke undervurderes, hvad det betyder for oplevelserne ombord at nogen begejstres for første gang, og det løfter energien for hele besætningen. Som Skipper/par bliver vi smittet af en ny gasts spontane udbrud af begejstring og minder os om, hvor forbandet heldige vi er.
Vi har haft kapsejlere, musikere, entreprenante, kreative, legebørn (voksne), læger, maskinmestre, lærere, skoleskibselever, psykologer, ingeniører ombord for bare at nævne nogen af de mange kompetencer. Det er muligt, at du/I selv har mange kompetencer, men det vil aldrig komme i nærheden af de læringer og samtaler I kan få med personer, der har en passion for andre ting end dig selv. Nils, der over Atlanten kunne nørde sejltrim i timesvis med skipper. Andrea og Selma brugte masser af formiddage med vores piger og lærte dem tegne- og maleteknikker og ”cupsong”. Rasmus, der opgraderede skippers forståelse af motor og hydraulik til et helt nyt niveau, Nadia, der lærte os at lægge venflon i blodårene og Andreas at sy hud som en syerske. Mik, der spillede båden op med de hyggeligste toner. Vi kunne fremhæve noget hver eneste gast er kommet med af nye perspektiver og viden.
Alle mennesker har en historie og en livsrejse at fortælle, hvis omstændighederne og tilliden er til stede. Mange af vores tætteste venskaber derhjemme i hverdagens hamsterhjul plejes efter bedste evne over et måltid eller et besøg, når der er huller i den ellers tætpakkede kalender. Det er en enorm kontrast til livet ombord på et skib. Det er så utroligt, at man i løbet af meget kort tid kender hinandens historie, styrker og svagheder lige så godt som sine bedste venner igennem et helt liv. En nattevagt under oceanets stjernekuppel skaber rammen om fortrolige og dybe samtaler og vi giver så meget af os selv til de mennesker, som er omkring os. Vi får en respekt og forståelse for hinanden, når vi tager os tiden til at lytte. Vi har sagt velkommen til mennesker, vi ikke kendte og farvel til tætte venskaber, som vi har nogle helt utrolig smukke oplevelser sammen med.
Som alt i livet er det et spørgsmål om at finde en balance. Et togt på 14 dage er for kort til at kunne forvente dine gaster bliver en helhjertet besætning og et togt på 6 måneder er for mange for langt. Et togt kan for eksempel indtænke en ”pause”, hvor gasterne kan tage på egne eventyr i land i nogle dage. Måske skal I ikke sejle med gaster 365 dage om året. Det er vigtigt at mærke efter, hvornår du selv er nået dit sociale mætningspunkt og justere togterne, så du har energien til dine gaster hele vejen.
Vi nyder personligt afvekslingen ved at have en måned eller to for os selv, hvor fokus er på vores lille familie. Så er vi også virkelig klar til at få nye mennesker ombord til at skærpe vores eventyrlyst og begejstring igen. Husk gasterne har valgt jer, skibet og eventyret og ønsker brændende at opleve og bidrage. Er det ikke hårdt at bo tæt mange mennesker. Jo for Søren! Det er hårdt, det kræver tolerance og evnen til at være tydelig om sine ønsker og grænser. Men vi synes gevinsten opvejer det hele.
I skrivende stund er klokken kvart i ti om aftenen, imens en ny dag er startet og klokken er kvart i ti om formiddagen i Danmark. Hver dag bliver vi mindet om at vi er 12 timer, et halvt døgn og en halv klode fra Danmark. Vi er langt fra hjem.
Det sidste år har med længder været det vildeste i vores alles liv. Det har overgået vores forestillinger. Eventyret har foldet sig ud hver eneste dag i sine udfordringer, skønhed og enestående oplevelser.
Fra den dag vores fælles drøm blev født på en trist fredag, efter en sindssyg arbejdsuge, i det mørkest hjørne af den danske vinter var vi enige om fundamentet i vores rejse. Det har aldrig handlet om at nå et bestemt sted. Det handler for os om at finde tættere sammen som familie, opleve sammen og vokse sammen. Vi lovede os selv at vi ville sejle en etape af gangen og hele tiden vurdere om vi gør det som gør os glade og hvor vi føler os trygge. Hver sejlads er vokset ud af den forriges erfaringer og succeser. Og nu ligger vi på Tahiti 12.675 sømil senere. Vi har tilbragt omtrent 88 dage til søs det sidste år med en gennemsnitsfart på 12 km/t.
Vi har delt rejsen ombord på Skjoldmøen med 27 helt fantastiske mennesker. Hver og en har fået en plads i vores hjerter. Når man deler livet så intenst om vi gør på havet, så kan man ikke undgå at komme helt ind til kernen af dem vi er. Vi har været så heldige at møde mennesker med en enorm eventyrlyst, sociale, empatiske, hjælpsomme og tolerante. Og vi har lært så utroligt meget om os selv igennem de skønne mennesker.
Det er i forvejen en komplicerede øvelse at planlægge en langturssejlads med mange ubekendte faktorer der hele tiden udfordre planen i real time. Derfor har vi ”kun” planlagt vores rejse indtil Fransk Polynesien. Vi vidste at hvis vi nåede så langt ville vi have tiden til at opleve og nyde det hele i en hel sæson, i stedet for konstant at skulle skynde sig videre til den næste deadline eller vejrvindue. Det næste års tid skal vi være herude mellem selvskabsøer, atoller og grønne klippeøer der alle stikker ud af Stillehavets dyb! Området er på størrelse med hele Europa, så vi skal stadig sejle hvad der svarer et par gange frem og tilbage til Middelhavet fra Danmark. Men det er blevet overkommelige afstande for os 😉
Nu begynder det store spørgsmål at presse sig på – Hvor skal vi hen bagefter? Det er et spørgsmål der har ledt os i alle retninger og i de dybeste refleksioner om hvad meningen med vores rejse er og hvorfor vi i det hele taget gør dette. Lad os starte med det urokkelige.
Vi vil hjem.
Hjem til Danmark.
Vi vil hjem til Danmark med Skjoldmøen.
Eventyret startede i Nivå og skal slutte i Nivå. Mange vælger at sælge deres både i Stillehavet. Det kan give rigtig god mening, men det er bare ikke den rigtige kurs for os at sælge Skjoldmøen og flyve hjem.
Når vi ved at vi gerne vil hjem folder verdenskortet sig ud og afslører en ubarmhjertig og smuk erkendelse. Selvom alle siger verden er lille, så passer det ikke. Verden er stor. Meget større end de fleste forestiller sig det. Vi har selv set det med egne øjne. I fugleflugt har vi 8.382 sømil til Nivå næsten hen over nordpolen. Men vinden blæser ikke den vej og selvom jorden er under opvarmning er der stadig meget hårdt vand vi skal bryde igennem denne vej.
Det oplagte valg er at følge passatvinden vestover Stillehavet, Det Indiske Ocean, Sydatlanten og Nordatlanten. Det er mere end 23.500 sømil eller hvad der svarer til 163 dage til søs. Vi vil skulle sejle fra Fransk Polynesien i april 2025 og være i Danmark i sensommeren 2026. Det er uden tvivl en spændende rute med alle de steder vi gerne vil opleve. Men vi skal sejle ligeså meget som vi skal være i land på denne rute. Det er 163 døgn på et år, hvor vi kører rullende nattevagter, bliver kastet rundet i køjen og er konstant opmærksom på skibet, børnene og besætningen trives. Vi havde egentligt taget beslutningen at udfordringen bare kunne komme an. Det er godt at store beslutninger ikke altid skal tages over en nat, men har tid til at modne sig. Vi tager beslutninger på vejne af vores børn og vi kan mærke at denne vestgående rute vil komme med en del flere døgn til søs end hvad der måske bliver et positivt minde fra deres barndom. Det er en hård fin balance at gøre ocean sejladser til positive minder. I de rette mængder og med det rette mennesker er det et livsbekræftende og evigt positivt minde.
Derfor har vi leget med alternative ruter. Vi kunne sejle til Chile syd om Sydamerika og tilbage til Karibien og Europa. Denne rute er sejladsmæssigt ligeså episk som den vestgående rute, men er også lang og krævende og vi sparer hverken tid eller sømil så det gør en forskel.
To sejlruter skærer tid og sømil af hjemrejsen. Den ene er Nordvestpassagen 10.200 sømil. Vi er ikke klar til denne udfordring og det er ikke et børnevenligt eventyr. Den anden rute går retur via Panama fra Frank Polynesien og er 11.500 sømil eller hvad der svarer til 80 døgn til søs. Ruten er brugt af omtrent ligeså mange både som der forsøger sig med en sejlads igennem Nordvestpassagen. Så hvorfor det?
Sejladsen fra Marquesas til Panama er 4300 sømil. Udover sejladsen er lang, kræver sejladsen gode prognoser på strøm og vind, fordi man skal finde det ækvatoriale modstrømsbælte (Equatorial Counter Current) som er en smal returstrøm der løber imod det store strømbælte der dannes af sydøst passatvinden i Stillehavet. Denne strøm løber mellem 1-2 knob cirka 5 grader nord for ækvator i månederne fra Juli til November, samtidig med at Passatvinden er stabil. Når Passatvinden nærmer sig Kalmebæltet/ækvator afbøjes Passatvinden til næsten at være i stik syd og giver en halvvind, sammen med en medstrøm. Området hvor disse optimale vejrforhold findes flytter sig og er flygtigt og derfor kræver ruten gode vejrudsigter og en stor portion diesel til at kunne gå mange sømil for motor. I dag er dette muligt med højhastigheds internet via Starlink og ekstra dunke med diesel.
Så hvad vinder vi ved at vælge denne rute?
6 måneder ekstra I alt hvad Franks Polynesien har at tilbyde. 80 døgn mindre til søs. 80 døgn mindre til søs betyder betydeligt færre reparationer og udgifter til at vedligeholde Skjoldmøen. 6 måneder ekstra til at rejse rundt i Sydamerika som backpacker og se mere af det smukkeste kontinent. Mulighed for at mødes med vores savnede familie i mere tilgængelige steder i verden. Og tid til at forberede den sidste del af Skjoldmøens eventyr som skal gå hjem over Sydgrønland, Island, Færøerne og Norge. Det er de steder hun hører hjemme og de steder vi stadig drømmer om at se.
Ethvert valg er også et fravalg. Vi fravælger resten af Stillehavets perler som Samoa, Fiji og Vanuatu og Papua Ny Guinea. Vi fravælger Indonesiens myriade af vulkanøer og koral verdener, uberørt og historiske ocean øer som Chagos, Reunion, Sankt Helena, Ascension og Fernando de Noronha. Det steder vi så gerne ville besøge. Men vi kunne mærke at hvis vi skal besøge disse steder i verden, skal vi have tiden til at være der helhjertet. Vi skal ikke skynde os afsted på en stram tidsplan og det kan ikke undgå at blive det, for at nå det inden orkansæsonerne ånder os nakken.
Denne beslutning har ikke været let og uanset hvilken kurs vi beder Skjoldmøen fører os, vil det være langt og udfordrende. Men vi ved også det hele tiden udvider vores horisont fysisk og menneskeligt. Vi glæder os til alle de kommende eventyr med venner, familie og nye eventyrer der påmønstre Skjoldmøen.
Hvilken rute ville du vælge hvis du selv kunne lægge kursen? Dyk ned bag planlægningen i Google Earth via denne link -
https://earth.google.com/earth/d/13vX0hVLNlKHTfKC8mFSDlqTzTgl8MADQ?usp=sharing
Vi har sammensat nogle små fortællinger fra vores Atlanterhavskryds i december 2023. Både nogle fortællinger om det basale planlægningsmæssige og processen ved et oceankryds. Fortællingerne erogså delt på vores Instagram Sailing Skjoldmoen.
Atlanterhavsfortællinger - Sejlads
Skjoldmøen har inden afgang fra Danmark fået ny sejlgarderobe i Hydranet 480 gr. radialsyet fra Elstrøm. Hun er kutterrigget med to forsejl, hvilket ofte giver os mulighed for ekstra fart, når alle tre sejl sættes. Vi har 120 m2 sejl totalt - 2 x Genoa( 60m2 / 50m2), 1x Fok (20 m2)og storsejl med 3 reb. Vi drømmer om en genakker eller spiler, men har ikke lige fundet penge til det 💰
Vi startede vores atlanterhavskryds fra Gran Canaria med at sejle med agten for tværs 7-9kn og tog en sydlig rute for at komme ned til passatvinden, som skulle føre os vestpå. De første dage var virkelig hårde med store dønninger og krængning, og hele besætningen skulle finde deres søben.
Krydsets eneste potentielt farlige situation opstod, da et rebøje fra storsejlet fik fat omkring en bolt på sallingshornet og sad uhjælpeligt fast. En situation som umiddelbart ikke burde kunne opstå. Hvis ikke vi var forsigtige (og heldige) kunne vi risikere at flænse storsejlet eller ødelægge sallingshornet. Med sikker hånd, styrede @sofie Skjoldmøen op i vinden, lige præcis nok til at vi kunne slække faldet og @nils kunne trække sejlet fri af bolten. Heldigvis løste vi udfordringen i fællesskab uden at udstyret tog skade 🙏🏻 Men i efterkant har denne situation fordret en del refleksion. For det udfordrende opstod selvfølgelig fordi vi ikke var forberedte på situationen, og fordi udstyret potentielt kunne tage alvorligt skade.
Efter halvanden uges tid besluttede vi os for at sætte den gamle Genoa (som vi har med som backup) på forstaget ved siden af den nye Genoa, så vi kunne spile dem ud til begge sider med hvert sit spilerstage 🦋 På den måde slap vi for storsejlet, som udgør en betydelig risiko for bomning i dønningerne. For at få den gamle Genoa på, skulle den nye ned og de skulle trækkes op sammen. Da vi gik i gang var vind og dønninger rolige, men da vi gik op i vinden for at trække sejlene op, blæste det kraftigt op og hele manøvren endte med at blive en kraftanstrengelse uden lige. Men dette sejl-setup viste sig at være helt perfekt for os, og vi ændrede stort set ikke resten af vejen.
Vi havde god vind på vores kryds indtil vi var cirka halvvejs og @peter som havde gættet på at overfarten blev 19 dage var begyndt at fejre den høje gennemsnitsfart, da passatvinden gik fuldstændig i stå. Vi søgte længere sydpå mod de svage vindpust der var og tiltrods for kun 5m/s vind, så holdt Skjoldmøen 5-6 knob. Vi var imponeret! Dog måtte jernhesten i brug i 2 døgn undervejs, hvor der var vindstille på Atlanten. Vi holdt en gennemsnitsfart på 5,89 kn eller 10,9 km/t og kom over på 21 dage.
Atlanterhavsfortællinger - Mad
At planlægge et atlanterhavskryds består af mange dele, og en større post er hele forberedelsen af madplan og indkøbslister. Vi udarbejdede en madplan til 7 dage, som vi kunne gentage undervejs. Herudfra blev udregnet mængde og indkøbt derefter (vi købte ind til 5 uger i alt). Det blev til i alt 10 indkøbsvogne og 2127€ (knap 16.000DKK) til 8 personer.
Ombord på Skjoldmøen har vi en stor køle/fryseboks, så vi kunne fryse kød, pålæg, tofu, smør, grønt, som løbende kunne tøes op. Vi havde faktisk frosne grøntsager og pålæg helt til Barbados! De friske grøntsager blev opbevaret i “hængekøjer” under solpanelerne og i salonen - løg og kartofler i dørken. Vi var overrasket over, hvor godt alt det friske holdt sig - vi havde friske løg, græskar, æbler og appelsiner til hele turen. Derudover havde vi også masser af tørvarer til ugerne i Caribien.
Vi besluttede hurtigt at lave dagens store måltid til frokost, fordi flest var vågne samtidig og overskuddet var størst på det tidspunkt af dagen. Det betød også, at vi kunne lave mad og vaske op i dagslys, samt bage brød til aftenmåltidet i løbet af dagen. Det fungerede rigtig godt for os. Madplanen fulgte vi dog overhovedet ikke 😜 vi varierede løbende måltiderne efter lyst og hvilke grøntsager der var modne, og det er ikke mange gange undervejs, vi fik den samme ret. Til gengæld var alle ombord enige om, at vi fik skøn mad ombord. Og den bestod faktisk ikke af dåsemad som hovedingrediens, som man ellers kunne forestille sig.
Atlanterhavsfortællinger - Børn
Skal jeres børn med? Et spørgsmål vi er blevet mødt med mange gange… og ja, den her rejse er vi på sammen, så det skulle de da. Vi har tidligere sejlet langt med børnene, og selvom de er helt almindelige utålmodige og energiske unger, så troede vi begge på, at det ville blive en stor og god oplevelse for os alle.
I månederne efter afsejling fra Danmark var børnene spændte og især Una på 9år udtrykte flere gange, at hun ikke glædede sig til Atlanterhavet. Men i takt med at vi kom længere syd på i Europa og Atlanterhavskrydsede nærmede sig, begyndte pigerne pludselig at glæde sig. Vi har svært ved at udpege, hvad der ændrede sig, men måske det var de succesfulde sejlture fra fastlandet til Madeira og videre til Tenerife, der gjorde udslaget.
Med rigelige mængder lydbøger, film, små overraskelses gaver med spil, male- og klistermærke bøger, adventsgaver fra mormor og bad på dækket, så gik det virkelig godt over Atlanten. Maiken havde lavet en julekalender, hvor børnene hver dag kunne åbne en låge og finde dagens aktivitet. Selvfølgelig har de kedet sig og bevæget sig for lidt, selvfølgelig har de sovet dårligt og været søsyge, men de har også fået et minde for livet, og vi har sammen fået et minde for livet. Vi er virkelig imponerede over, hvordan børnene omfavnede udfordringen og havde højt humør igennem det hele.
Når vi spørger dem i dag - en måned efter - synes de, at tiden på Atlanterhavet gik lynhurtigt.
Atlanterhavsfortællinger - Vejr
For at få de bedste vindforhold og mest mulig tid i Caribien planlagde vi vores atlanterhavskryds til at starte i begyndelsen af december. Vi ville gerne af sted, når passatvinden havde sat ind, men kunne allerede inden afgang fornemme, at passatvinden denne vinter ikke virkede specielt hård. Skjoldmøen er en tung dame, som fuldt lastet nok nærmer sig de 30 tons. Vi var derfor utrolig spændte på, hvordan hun ville performe over Atlanten. Når der er mere end 10kn (5-6 m/s) vind, sejler vi godt, men når vinden er lettere, er vi udfordret af at sikre fremdrift med hendes tyngde, især med samtidige dønninger. Så vi krydsede fingre for, at vi fik masser af vind i december.
Vi startede ud fra Gran Canaria med 7-9kn fart den første uges tid. Det var hårdt vejr på den måde, at dønningerne var store og skibet i konstant bevægelse, hvilket nogle mavesække blev udfordret af. Med en topfart på 11,9 kn drejede vi mod vest tæt på Cap Verde, og det hele stabiliserede sig. Martin trak en daglig vejrudsigt på vores satellitforbindelse, så vi kunne tilpasse kursen. Vi endte ret langt mod syd på - faktisk 11.breddegrad - og måtte også have gang i motoren sammenlagt 2,5 døgn undervejs pga vindstille.
Undervejs oplevede vi kun en enkelt squall, som er en kraftig byge med regn og torden over havet. Vi så den heldigvis komme, og Maiken kunne derfor styre Skjoldmøen sikkert med vinden samtidig med at himlen åbnede sig og vandet væltede ned. Aldrig har vi oplevet så vildt regnvejr! Der var vitterligt vand overalt. Vinden lå i 30min på 25-27kn (14m/s) og toppede på 35kn (19m/s). Selvom det var en vild oplevelse, så føltes det sikkert hele vejen igennem, og at vi havde styr på situationen.
Generelt har vi haft fantastisk vejr på vores kryds - måske var det trods alt bedre med lidt for lidt vind end for meget.
Atlanterhavsfortællinger - Fisk
En af vores helt store drømme og forventninger til vores atlanterhavskryds var, at fange nogle rigtig flotte fisk. Vi har på vej fra Europa og på de kanariske øer fanget nogle stykker, men vi håbede virkelig på, at fiskelykken ville tilsmile os og også give madplanen et dejligt nyt tvist.
Ombord fisker vi med håndline, som efter sigende skulle være lige så effektivt som fiskestænger. Eneste udfordring er, at du ikke har et fiskehjul, der spinder, når fiskene bider på. Så vi skal tjekke linen lidt oftere og risikerer også at miste en fisk, hvis den hænger for længe.
Allerede på dag tre på vores kryds tilsmilede Neptun os med en stor Mahi Mahi. Den vejede omkring 20kg og med sine smukke blå og gule farver, var vi helt ekstatiske og tryllebundede. Den smukke fisk gav os mad til tre dage og vi fiskede ikke i dagene efter for ikke at få mere end vi kunne spise. På dag 6 var der bid igen - to gange inden for et par timer. Begge gang to lidt mindre Mahi Mahi.
Herefter var der lidt stilstand i fiskelykken, nok mest fordi vi havde rigtig meget saragasso tang. To af vores store blink, der dykker lidt dybere, havde vi desværre mistet til nogle kæmpefisk, så vi måtte fiske med mindre og med sprutter. Så hver gang vi hev linen ind, var der tang på krogen 😕
På dag 15 var der gevinst igen, hvor vi fangede en mindre wahoo. Vi synes bestemt at vi fangede nogle dejlige fisk på vores tur, men ville godt have haft lidt mere fiskeheld🙂 så har vi købt flere blink og håber at Neptun vil berige os fremadrettet 🐟
Atlanterhavsfortællinger - Tid
Når man begiver sig ud på oceansejlads, bliver tid en underlig størrelse. Vi vidste jo, at krydset ville vare 3-4uger, men det er virkelig svært at forestille sig på forhånd. Klokken og ugedage bliver efter kort tid uvæsentlige, og man indfinder sig efter vagtskemaet og de daglige opgaver ombord. De første uger blev der sludret en masse i cockpittet på vagterne, men som ugerne gik, blev der læst flere og flere bøger, lyttet til lydbøger eller bare stirret ud over havet.
Tiden gik stille og roligt samtidig med at sømilene blev flere, og vi mistede overblik over, hvor mange dage vi havde sejlet. Selv om dagene bliver trivielle og rutinerne gentager sig, så er det de små ting, der differentierer dagene - en fisk på krogen, et bad på dækket, et spil i cockpittet, en skattejagt, et luciaoptog.
Og i takt med at vi kom nærmere land, blev sindsstemningen lige dele utålmodig og vemodig. Det var meget forskelligt, hvordan besætningen havde det. Nogle begyndte at tale om alt det fantastiske, vi skulle inde på land, og andre drømte om at vakuumet på havet skulle fortsætte. Personligt var jeg (Maiken) enormt ambivalent med landkendingen. Det skulle blive dejligt at se andre mennesker, sove i en rolig seng og få vasket tøj, men samtidig også enormt overvældende efter tre uger, hvor vi havde bevæget os på meget få kvadratmeter. Helt ærligt var jeg faktisk kun i land i et par timer de første tre dage!
#sailingskjoldmoen #sailinglifestyle #sailingtheworld #cruising #time #oceancrossing #oceansailing #longdistancesailing #circumnavigation #sailingfamily #sailingwithkids #boatkids #sailinglifestyle #boatlife #atlanticcrossing #oceanfishing #mahimahi
Sejlere elsker havet, men er vi bevidste nok om vores aftryk og påvirkning på miljøet? Det spørgsmål har over de sidste mange år som sejler bundfældet et svar hos mig.
Siden vi forlod Danmark i midten af juli, har der stort set ikke være et stille øjeblik til refleksion og eftertænksomhed. Det frie liv på havet er mere end et fuldtidsarbejde. I forberedelserne knoklede vi i 3 måneder på at gøre Skjoldmøen klar til den store sejlads. Det var en lærerig, spændende og meget hård proces. At klargøre et skib til langtur føles som at klargøre en raket til en rumrejse. Vi kan underholde lange aftener om alle udfordringerne, vi mødte, da nye instrumenter skulle installeres eller klargøringen ikke gik som planlagt, men i dette indlæg vil jeg gerne sætte fokus på et emne, der ligger mig meget på sinde – sejlere og havmiljøet.
Igennem mit tidligere arbejde i Frederikssund Kommune er jeg de sidste par år blevet bevidstgjort om, hvor mange aspekter af sejlerlivet, der sætter aftryk på havmiljøet. Den første og mest indlysende tanke er sort(prutte-) vand til havet. Det er et område, hvor lovgivningen efter min mening er misforstået og mangelfuld. Sejlere skal sejle 12 sømil fra land, før de må tømme sortvand i havet. Loven er prisværdig og ambitiøs, men umulig at gennemføre og derfor er loven håbløs. Der er ikke krav til havnedrift, at der skal være et tømningsanlæg, og det betyder det egentlig bliver umuligt at efterleve loven. I tillæg så er spildevands- og kvælstofsudfordringerne fra byerne og landbrug mange steder i en skala, der slet ikke kan sammenlignes med sejlsporten. Det frasiger selvfølgelig ikke sejlere fra at gøre en indsats. Indsatsen skal bare være realistisk at gennemføre. Her skal havnene og kommunerne spille en mere aktiv rolle.
Den næste udledning vi sejlere har er grå(håndvaske og bade-) vand. Der findes i dag udmærkede rengøringsprodukter, der er bio-nedbrydelige og uskadelige for havmiljøet, men alligevel er der ingen kultur på havnene og blandt sejlere om, hvilke produkter vi lukker ud i havnevandet og havet. Jeg ville ønske Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID) og Dansk Sejlunion arbejdede med i højere grad at informere og udvikle en miljøbevidst kultur på havnene og i klubberne. Det her er virkelig en let ting at ændre på som sejler!
Det sidste og væsentlige problem, jeg vil fremhæve, som vi sejlere har og som vi i alt for lang tid har lukket øjnene for, er udledningen af tungmetaller og plastik til havmiljøet igennem bådens bundmaling. Alt maling er flydende plastik, som hvis det frigives til havet, bliver til mikroplast. Bundmaling er udviklet med henblik på at spare brændstof ved at holde bunden af båden fri for alger og muslinger. Problemet er bare at traditionel bundmaling indeholder tungmetaller som giftstoffer mod begroning. Ud fra nutidens miljømæssige ambitioner er det helt skævt, at det stadig er tilladt at hælde så meget forurenende materiale i havet (for slet ikke at tale om alle bådene på land, der hvert år højtryksrenses på gruspladser og måles på ny!). Der findes i dag en lille håndfuld alternativer til det miljøgiftige maling. Finsulate, MacGlide Foil, Hempel Silic-One og Hempel Hempaspeed for at nævne nogen. Alle produkterne har forskellige virkemidler mod begroning, med varierende effektivitet.
Et af formålene med vores beddingstur i Ebeltoft inden afsejling mod varmere himmelstrøg var, at vi ønkede at skifte bundmalingssytem. På Skjoldmøen endte vi med at vælge Silic-One fra Hempel. Selve påføringsprocessen var kompliceret første gang, vi skulle male en silikone på bunden. Heldigvis bliver det nemmere de næste gange. Silic-One er en glat silikone overflade, en hydrofil overflade, der gør at alger og muslinger ikke kan hæfte. Silikonen er påvist i flere uafhængige studier ikke at være skadelige for miljøet, og den slides ikke af til miljøet som de traditionelle bundmalinger. Oveni dette har vi oplevet at få ca. 0,5-1 knob mere fart. Vi er ikke perfekte på vores skib Skjoldmøen og er bevidste om at væres færd på havet også sætter sine spor. Men vi forsøger at tage aktive valg, der begrænser vores aftryk på havmiljøet. Jeg er uforstående overfor at miljøaspektet fylder så utroligt lidt i de danske sejler organisationer som Dansk Sejlunion, Danske Tursejlere, Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID). Vi er spændte på, hvordan vores silikone bundmaling arter sig igennem de næste mange sømil, som vi udsætter Skjoldmøen for, samt hvordan begroningen arter sig i varmere vande.
Jeg ved at Frederikssund Lystbådehavn drømmer om at lave denne kulturændring og være et fyrtårn for fremtidens miljøbevidste sejlads. Om få dage afsløres vinderen af arkitektkonkurrencen for fremtidens maritimcenter. Et projekt der sigter højt på åbne fællesskaber, miljøbevidst aktivitet på havet og plads til nye maritime brugere. Jeg håber gode fonde som Nordea-fonden, Salling Fondene og A.P. Møller Fonden vil se de samme fremtidsperspektiver i projektet og være med til at løfte de maritime aktiviteter ind i en grøn fremtid, hvor aktiviteterne dyrkes bæredygtigt.
Hvis du har kommentarer eller spørgsmål til vores erfaringer ind til videre med silikonebundmaling, så tøv ikke med at række ud til os på mail eller Instagram
/Martin
Det var en fuldstændig overvældende oplevelse at sige farvel til så mange mennesker vi holder af og deler dejlige oplevelser og minder med.
Det er svært for hele familien at stå her i dag og vi begriber ikke rigtig vores egne følelser. Hvad der startede som en umulig drøm for 12 år siden er nu ved at blive til virkelighed. En drøm der har krævet hårde prioriteringer og hårdt arbejde. Det har allerede været en lang rejse, hvor vi er blevet udfordret og vokset med opgaven – sømil for sømil. Maiken sagde forleden i en bestemt tone – ”Hvis du skal sige noget på søndag, så lad være med at komme med et åndsvagt Kløvedal-Citat.” – Til dette måtte jeg sige – ”det kan jeg ikke love” 😉
Vi ville dog aldrig stå her i dag, uden en masse mennesker som vi skylder en kæmpe tak. Vores familier har været med på arbejdsweekender, passet børnebørn og bakket op om vores drøm selvom de helst så os blive i hjemlige farvande. Tak til de bedste forældre!
At klargøre et skib til det store ocean føles til tider som at forberede en rumraket der skal skydes til månen. Et selvforsørgende økosystem der sendes i kredsløb oceanerne. Skjoldmøen er tæt på at være helt klar, med et næsten nyt strømsystem og nyt navigationssystem - et høj teknologisk skib, der ved hjælp af instrumenter og autopilot kan aflaste og øge besætningens kompetencer. Vi forsøgte at købe os fra de dele som var mest udenfor vores kompetencer, men det var ikke nogen god oplevelse. Erkendelsen var at vi selv må lære os at installere og forstå alle vores dimser godt nok til at vi kan finde fejl og lave justeringer. Dette ville vi aldrig være nået til at kunne uden en kæmpe hjælp af vores bådnabo og båddoktor Henrik. Undertegnede har det sidste års tid stået i mesterlære hos Henrik og alle benspænd og udfordringer ville have været tifoldigt svære at gennemføre uden Henriks kyndige vejledning. Tak Henrik!
Da vi sådan for alvor gjorde alvor af at realisere drømme og solgte huset, blev vi mødt af bekymring for om man kunne bo med sine børn på en lille båd om vinteren. Indrømmet vi var også selv spændte på om familien ville starte en borgerkrig, men alle bekymringer blev gjort til skamme. Børnene elsker at bo på skibet – hvor vi er tættere på hinanden og deler flere opgaver sammen med at få hverdagen til at fungere. En ting der dog har gjort hele forskellen ved at bo på båd er fællesskabet på havnen. Vi er blevet taget varmt imod af de fastboende på havnen og det fællesskab er helt unikt. Tak fordi vi måtte være en del af det fællesskab.
Nivå Havn er et smørhul og vi er kommet til at kende havnens ildsjæle og personale. Vi ser hvordan Christian og Daniel hver dag knokler for at sejlere, surfere, vinterbader og strandgæster kan få en god oplevelse. Vi skylder Jer en stor tak for altid at gå den ekstra mil for at hjælpe både os og andre så vi kan realisere vores fritid og fællesskaber. Tak!
Vores beslutning om at tage på eventyr er taget af mange forskellige grunde. Først og fremmest fordi vi elsker at rejse, opleve verden og se den mangfoldighed af mennesker og kulturer der findes. Dernæst så vi for os at den tid vi har sammen med vores børn er for dyrbar til at brænde den af med den slags arbejde der aldrig slipper én mentalt og gør forældrene hele tiden en anelse fraværende. Vi håber at rejsen vil give vores piger nogle flere perspektiver på den komplekse verden de lever i og nogle oplevelser med deres forældre som de aldrig glemmer, fordi vi var helt tilstede i der hvor vi var.
Det er nok ikke nogen hemmelighed for de fleste at jeg har fundet stor inspiration i Kløvedal. Men særligt et citat har fulgt mig siden vi købte Skjoldmøen – ”Når drømme bliver til virkelighed, har de det med at hilse en hårdhændet velkommen”. Vores drøm er blevet til virkelighed, vi glæder os, men har også fundet ud af at vi skal arbejde hårdt for at realisere den hver dag – oplevelserne på havet kommer ikke af sig selv. De sidste 2½ år har vi viet alt vores tid til at lære Skjoldmøen at kende og blive dygtige nok til at kunne tage os selv ud i verden. At sejle et skib ud i verden er ikke hængekøjer og solnedgange, men hårdt arbejde. Heldigvis finder både Maiken og jeg en stor tilfredsstillelse i at arbejde hårdt for at denne drøm bliver til virkelighed, også når den indimellem giver en våd klud i hovedet.
Noget af det der har givet os mod og energi til at holde fast i drømmen, når det har været svært, er alt den opbakning og kærlighed vi har fået fra vores venner. Vi er så fulde at taknemmelighed for det kærlige rygstød og den begejstring I alle har vist for vores rejse, når vi selv var fyldt op af tvivl og bekymringer for lavpraktiske udfordringer. Vores drømmerejse ville aldrig blive til virkelighed uden Jeres støtte, hjælp og opbakning og på den måde er I alle sammen med ombord med os, når vi drager ud.
Vi glæder os til at dele eventyret med Jer alle via hjemmesiden og instagram og i særdeleshed med vores mange gaster. På vores vej til Fransk Polynesien skal vi have mere end 40 gaster med på rejsen – vi glæder os til at dele oplevelsen og få tiden til at lære af så mange menneskers erfaringer og perspektiver under stjerneklare nattevagter og ildrøde solnedgange med bål på stranden.
Det moderne danske farvel har en klang af endegyldigt – vi ses måske aldrig igen. Men ordet har en meget dybere betydning. Farewell er et engelsk udtryk fra middelalderen. Fare betyder at rejse og well siger næsten sig selv. Farvel er ikke Farvel, men et ønske om en god rejse videre. Vi siger farvel og på gensyn. Til vi ser Jer alle igen ønsker vi også Jer en god rejse videre.
Tusind tak for Jeres venskab. Vi er fyldt op af kærlighed inden starten på vores rejse.
Vi har sagt vores jobs op, solgt huset og skal ud og sejle på den store blå kugle vi kalder Jorden!
Det var da ikke så svært...
Alt har det med at se nemt ud på overfladen. Men skal vi være ærlige er dette en beslutning der har taget 12 år at gennemføre og nå frem til. Men spiren der blev lagt en mørk vinteraften i 2010 var et foredrag med alle sejleres ikon - Troels Kløvedal. Som en anden frihedsrebel kunne han skyde hul i alle jantelovens logiske argumenter for hvorfor man nok bare burde blive hjemme på parcellen. Alle argumenterne om at man skulle være rig, ung, dygtig, og erfaren på samme tid blev pænt afmonteret. Det handler om prioriteter i sit eget liv. Det var sådan vores beslutning startede - med at prioritere.
Vi var ret enige om at de hårdt tjente penge i hamsterhjullet ikke skulle brændes af på den første bekvemmelighed eller realkreditlån. Den gang vidste vi ikke at vi ville sejle jorden rundt - vi vidste heller ikke hvordan man sejler eller vedligholder et skib (heldigvis for dette). Men vi vidste at vi ville skabe muligheden for at kunne vælge en pause fra arbejdslivet og derfra blev der hver måned i 12 år sat så mange penge til side som vi følte vi kunne.
For 3 år siden i 2020 kom Skjoldmøen til salg i Flensborg. Og hun var ikke bare et tilfældig sejlskib - vi havde set hende i 2015 - som det første sejlskib vi overvejede at købe. Heldigvis pointerede Admiralen at vi hverken havde erfaringen, økonomien eller evnerne til at eje sådan et sejlskib og drømmen blev konverteret til en 28 fods Maxi 84. Som Admiralen sagde til Kaptajnen gentagne gange - "Start med at vis mig du kan sejle over Øresund, før du vil sejle over Atlanterhavet." Javel - kloge ord fra en klog kvinde. Men tilbage i 2020 gik vi i dialog med de tyske ejere for at se om vi kunne lave en aftale om at overtage Skjoldmøen. Det lykkes og sådan blev Skjoldmøen den næste store beslutning der muliggjorde drømmen om at hoppe af hamsterhjullet.
3 år senere i 2023 har vi solgt huset, stort set alt større inventar, sagt vores jobs op og knokler som aldrig før for at få alle de sidste detaljer på plads på skibet så vi kan sejle ud af Nivå Havn d. 25 Juni 2023.
Selvom vi rationelt forstår vores egen beslutning, er den følelsesmæssigt ikke landet endnu. Hele konceptet med at vi lige om lidt ikke skal passe et relativt krævende arbejde og er frie til at sejle derhen hvor vinden og lysten bringer os er surrealistisk.
/mh
.png?withoutEnlargement&resize=49,29)