OM OS

Vi er en familie på fire, der elsker oplevelser i naturen


Paja (6 år) er familiens kvikke energibundt. Hun har godt humør, smittende grin og en god portion viljestyrke. Paja elsker sjov og ballade, men også kreaprojekter og tid i naturen. Og så er hun efterhånden også en god fridykker.


Una (10 år) er en opmærksom og kreativ pige, der er nysgerrig og god til at få nye relationer. Hun er kreativ og elsker at hygge. Una spotter altid dyr og er som en fisk i vandet.


Martin (40 år) er skibets kaptajn og sikkerhedsminister. Han er detaljeorienteret omkring skibet og planlægning. Martin har sejlet med sine gudforældre som barn og har altid færdes i og på havet med blandt andet fridykning, kajakroning, sejlads. Som akademiker kan nogle problemstillinger godt blive overanalyseret en smule, men alle sten bliver vendt. Martin er drømmeren, der planlægger langt frem i tiden


Maiken (41 år) er er skibets admiral og økonomiminister. Maiken er praktikker og er god til at få ting til at ske - gerne effektivt. Hun tager gerne en (meget) hurtig og god beslutning. Maiken har altid elsket at rejse, men har før vi mødte hinanden mest været draget af sne og bjerge.  


Vi har haft båd siden 2017, og sejler fordi vi kan lide at være sammen om oplevelser. Og så hjælper det, at vi er vilde med alt ved havet. Vi elsker at møde nye steder, nye mennesker, nye kulturer og være i naturen. Vi har et overordnet mål om, at alle grundlæggende skal synes, at det er sjovt at være på tur. Det betyder ikke, at der ikke er regnvejrsdage eller modvind på havet indimellem, men de dage vokser vi også af. 


Vi lytter til hinanden, store som små og prøver at lave de ting, som alle synes er interessante. Men livet på et skib er også en livsstil - når skibet er på søen er der vagter, opgaver og hensyn til sikkerhed og vejr som bestemmer dagens gang. Heldigvis er der masser af tid til både at tage sol, lytte til lydbøger og snakke sammen. Når vi går i havn er der altid en lille times arbejde for alle med at afrigge skibet, rydde op og rengøre dæk og pantry. Kaptajnen vil altid have i sine overvejelser, hvilke beslutninger der er nødvendige for at passe på skib og besætning og de hensyn vejer altid tungere end bekvemmelighed.