I skrivende stund er klokken kvart i ti om aftenen, imens en ny dag er startet og klokken er kvart i ti om formiddagen i Danmark. Hver dag bliver vi mindet om at vi er 12 timer, et halvt døgn og en halv klode fra Danmark. Vi er langt fra hjem.


Det sidste år har med længder været det vildeste i vores alles liv. Det har overgået vores forestillinger. Eventyret har foldet sig ud hver eneste dag i sine udfordringer, skønhed og enestående oplevelser.


Fra den dag vores fælles drøm blev født på en trist fredag, efter en sindssyg arbejdsuge, i det mørkest hjørne af den danske vinter var vi enige om fundamentet i vores rejse. Det har aldrig handlet om at nå et bestemt sted. Det handler for os om at finde tættere sammen som familie, opleve sammen og vokse sammen. Vi lovede os selv at vi ville sejle en etape af gangen og hele tiden vurdere om vi gør det som gør os glade og hvor vi føler os trygge. Hver sejlads er vokset ud af den forriges erfaringer og succeser. Og nu ligger vi på Tahiti 12.675 sømil senere. Vi har tilbragt omtrent 88 dage til søs det sidste år med en gennemsnitsfart på 12 km/t.


Vi har delt rejsen ombord på Skjoldmøen med 27 helt fantastiske mennesker. Hver og en har fået en plads i vores hjerter. Når man deler livet så intenst om vi gør på havet, så kan man ikke undgå at komme helt ind til kernen af dem vi er. Vi har været så heldige at møde mennesker med en enorm eventyrlyst, sociale, empatiske, hjælpsomme og tolerante. Og vi har lært så utroligt meget om os selv igennem de skønne mennesker.


Det er i forvejen en komplicerede øvelse at planlægge en langturssejlads med mange ubekendte faktorer der hele tiden udfordre planen i real time. Derfor har vi ”kun” planlagt vores rejse indtil Fransk Polynesien. Vi vidste at hvis vi nåede så langt ville vi have tiden til at opleve og nyde det hele i en hel sæson, i stedet for konstant at skulle skynde sig videre til den næste deadline eller vejrvindue. Det næste års tid skal vi være herude mellem selvskabsøer, atoller og grønne klippeøer der alle stikker ud af Stillehavets dyb! Området er på størrelse med hele Europa, så vi skal stadig sejle hvad der svarer et par gange frem og tilbage til Middelhavet fra Danmark. Men det er blevet overkommelige afstande for os 😉

Nu begynder det store spørgsmål at presse sig på – Hvor skal vi hen bagefter? Det er et spørgsmål der har ledt os i alle retninger og i de dybeste refleksioner om hvad meningen med vores rejse er og hvorfor vi i det hele taget gør dette. Lad os starte med det urokkelige.


Vi vil hjem.

Hjem til Danmark.

Vi vil hjem til Danmark med Skjoldmøen.


Eventyret startede i Nivå og skal slutte i Nivå. Mange vælger at sælge deres både i Stillehavet. Det kan give rigtig god mening, men det er bare ikke den rigtige kurs for os at sælge Skjoldmøen og flyve hjem.


Når vi ved at vi gerne vil hjem folder verdenskortet sig ud og afslører en ubarmhjertig og smuk erkendelse. Selvom alle siger verden er lille, så passer det ikke. Verden er stor. Meget større end de fleste forestiller sig det. Vi har selv set det med egne øjne. I fugleflugt har vi 8.382 sømil til Nivå næsten hen over nordpolen. Men vinden blæser ikke den vej og selvom jorden er under opvarmning er der stadig meget hårdt vand vi skal bryde igennem denne vej.


Det oplagte valg er at følge passatvinden vestover Stillehavet, Det Indiske Ocean, Sydatlanten og Nordatlanten. Det er mere end 23.500 sømil eller hvad der svarer til 163 dage til søs. Vi vil skulle sejle fra Fransk Polynesien i april 2025 og være i Danmark i sensommeren 2026. Det er uden tvivl en spændende rute med alle de steder vi gerne vil opleve. Men vi skal sejle ligeså meget som vi skal være i land på denne rute. Det er 163 døgn på et år, hvor vi kører rullende nattevagter, bliver kastet rundet i køjen og er konstant opmærksom på skibet, børnene og besætningen trives. Vi havde egentligt taget beslutningen at udfordringen bare kunne komme an. Det er godt at store beslutninger ikke altid skal tages over en nat, men har tid til at modne sig. Vi tager beslutninger på vejne af vores børn og vi kan mærke at denne vestgående rute vil komme med en del flere døgn til søs end hvad der måske bliver et positivt minde fra deres barndom. Det er en hård fin balance at gøre ocean sejladser til positive minder. I de rette mængder og med det rette mennesker er det et livsbekræftende og evigt positivt minde.

Derfor har vi leget med alternative ruter. Vi kunne sejle til Chile syd om Sydamerika og tilbage til Karibien og Europa. Denne rute er sejladsmæssigt ligeså episk som den vestgående rute, men er også lang og krævende og vi sparer hverken tid eller sømil så det gør en forskel.


To sejlruter skærer tid og sømil af hjemrejsen. Den ene er Nordvestpassagen 10.200 sømil. Vi er ikke klar til denne udfordring og det er ikke et børnevenligt eventyr. Den anden rute går retur via Panama fra Frank Polynesien og er 11.500 sømil eller hvad der svarer til 80 døgn til søs. Ruten er brugt af omtrent ligeså mange både som der forsøger sig med en sejlads igennem Nordvestpassagen. Så hvorfor det?

Sejladsen fra Marquesas til Panama er 4300 sømil. Udover sejladsen er lang, kræver sejladsen gode prognoser på strøm og vind, fordi man skal finde det ækvatoriale modstrømsbælte (Equatorial Counter Current) som er en smal returstrøm der løber imod det store strømbælte der dannes af sydøst passatvinden i Stillehavet. Denne strøm løber mellem 1-2 knob cirka 5 grader nord for ækvator i månederne fra Juli til November, samtidig med at Passatvinden er stabil. Når Passatvinden nærmer sig Kalmebæltet/ækvator afbøjes Passatvinden til næsten at være i stik syd og giver en halvvind, sammen med en medstrøm. Området hvor disse optimale vejrforhold findes flytter sig og er flygtigt og derfor kræver ruten gode vejrudsigter og en stor portion diesel til at kunne gå mange sømil for motor. I dag er dette muligt med højhastigheds internet via Starlink og ekstra dunke med diesel.

Så hvad vinder vi ved at vælge denne rute?


6 måneder ekstra I alt hvad Franks Polynesien har at tilbyde. 80 døgn mindre til søs. 80 døgn mindre til søs betyder betydeligt færre reparationer og udgifter til at vedligeholde Skjoldmøen. 6 måneder ekstra til at rejse rundt i Sydamerika som backpacker og se mere af det smukkeste kontinent. Mulighed for at mødes med vores savnede familie i mere tilgængelige steder i verden. Og tid til at forberede den sidste del af Skjoldmøens eventyr som skal gå hjem over Sydgrønland, Island, Færøerne og Norge. Det er de steder hun hører hjemme og de steder vi stadig drømmer om at se.


Ethvert valg er også et fravalg. Vi fravælger resten af Stillehavets perler som Samoa, Fiji og Vanuatu og Papua Ny Guinea. Vi fravælger Indonesiens myriade af vulkanøer og koral verdener, uberørt og historiske ocean øer som Chagos, Reunion, Sankt Helena, Ascension og Fernando de Noronha. Det steder vi så gerne ville besøge. Men vi kunne mærke at hvis vi skal besøge disse steder i verden, skal vi have tiden til at være der helhjertet. Vi skal ikke skynde os afsted på en stram tidsplan og det kan ikke undgå at blive det, for at nå det inden orkansæsonerne ånder os nakken.


Denne beslutning har ikke været let og uanset hvilken kurs vi beder Skjoldmøen fører os, vil det være langt og udfordrende. Men vi ved også det hele tiden udvider vores horisont fysisk og menneskeligt. Vi glæder os til alle de kommende eventyr med venner, familie og nye eventyrer der påmønstre Skjoldmøen.

Hvilken rute ville du vælge hvis du selv kunne lægge kursen? Dyk ned bag planlægningen i Google Earth via denne link -


https://earth.google.com/earth/d/13vX0hVLNlKHTfKC8mFSDlqTzTgl8MADQ?usp=sharing