Vi har ikke nogen Fridtjof Nansen, Roald Amundsen, James Cook eller Ferdinand Magellan i dansk opdagelseshistorie. Men vi har Thomas, Maja, Jesper, Ditte, Henriette, Joakim, Johnny, Sebastian, Mathias, Anna, Rebecca, Patrick og Betina for at nævne nogle af dem, vi har mødt på vores vej. Moderne eventyrer. Det er ikke for at forklejne Knud Rasmussen, Peter Freuchen eller andre store danske eventyrer. Men denne fortælling skal handle om alle de danske eventyrer, der udforsker den store verden i stilhed af historiebøgerne og de store kameras bevågenhed.


Vi ligger i en afsidesliggende ankerbugt på Tahuata i Marquesasøerne 9 grader og 54 minutter syd for ækvator og 139 grader og 6 minutter vest for Greenwich. Øerne er så langt væk fra alting, som man næsten kan komme, og bortset fra den lækre frugt og de friske fisk, som øerne forsyner os med i overflod, så skal alt andet sejles med fragtskibe til øerne. Der findes ikke havne, man kan lægge til i. At skaffe reservedele til dit skib er som at vente på en solformørkelse. Det kan tage uger og måneder at få en dims ud til sin båd. Men midt i denne følelse af at være langt væk hjemme fra ligger der i samme ankerbugt 6 danske langturssejlere. Det er ikke et enlige tilfælde. Hvor end vi sejler hen, møder vi altid andre danske både.

Da vi stævnede ud fra Danmark i 2023 med sitrende udlængsel, var det ikke vores forventning, at vi skulle møde så mange danskere. Det er blevet en helt utrolig positiv oplevelse at møde vores landsmænd ude i verden. Ikke fordi vi savner Danmark eller svælger os i selvpatriotisme i solnedgangen. Vi er her alle sammen på den samme udlængsel og griber hver dags oplevelser som endnu et eventyr og møde med verden. Vi sejler efter egne drømme, men finder ud af at vores drømme ligner hinanden på rigtig mange punkter.


Sejlere generelt har et tæt og hjælpsomt fællesskab uanset nationalitet. Vi hjælper hinanden, deler viden og kompetencer. Men ofte har de fleste sejlere fra andre lande travlt. Man ser dem én gang og så er de hurtigt videre, fordi de skal skynde sig hjem til jobs og andre forpligtelser. Det er generelt lidt anderledes med de danske langturssejlere. Vi bliver ved med at støde ind i de samme både 2 år efter vi rejste ud. Det skaber naturligt et helt særligt sammenhold. Vores kølvandsstriber krydser hele tiden hinandens, og vi samler op på alle eventyrene og udfordringerne. Udfordringer er der nok af som langturssejler. Der er hele tiden en ting ombord, der skal repareres, og her er fællesskabet en gave. Der er altid en sejler, der ved noget om det, du ikke selv ved noget om. Og der er næsten altid en sejler, der har en reservedel, du ikke selv tænkte på, at du ville mangle. Løber den ene båd tør for Sika Flex har den anden båd til gengæld masser af rustfrie reservedele. De sidste 3 uger er vores generator holdt op med at lave strøm, fordi et relæ var brændt af. Men en hurtig spørgerunde i ankerbugten og så havde en dansk nabobåd et reserverelæ magen til vores vi kunne få. Alternativet var et få et nyt sendt fra Tahiti eller Europa – og vente 2-6 uger. Kort sagt uden dette fantastiske og hjælpsomme fællesskab ville langturssejladsen være en del mindre hyggeligt og en del mere besværligt.


Det spørgsmål vi møder oftest fra andre nationaliteter her ude i verden er: ”Hvordan kan det lade sig gøre for så mange danskere at sejle ud i verden – unge, som gamle?”. Folk er virkelig forundrede. De forstår det ikke. At sejle i sydhavets tropiske vande er for de fleste nationaliteter en luksus forbeholdt de rigeste i sejlbåde, der koster flerfoldigt mere end hvad de fleste danskere sejlere i. Så hvorfor er danskere så eventyrlystne og hvordan får vi råd til det?


Grundlæggende er Danmark nok så lille et land, at vi naturligt vender os mod verden med nysgerrighed og udlængsel. Det er en del af vores DNA. Men der er mange måder at rejse på, og sejlbåden er ikke den nemmeste rejseform. Man kan undre sig over, hvordan så mange naivt og eventyrlysten kaster fortøjningerne og stævner mod de horisonter længst væk fra Danmark. Jeg tror særligt én familie har lykkes med at fortælle om eventyret til søs – startende med Troels Kløvedals mange litterære perler om den store verden og det store ocean og videre til Mikkel Beha og Emil Midé, der har fortalt den filmiske fortælling om unge med eventyrlyst. Det er en familie, der holder fast i, at man kan opleve verden på tværs af alder og generationer. Deres rejser og fortællinger er lykkes med at overbevise mange danskere om, at verden er tilgængelig og selv ikke de vildeste drømme er umulige. Mange drømme startede i årene, hvor ”Kurs mod fjerne kyster” rullede over TV skærmene. Og nu mere end 10 år efter er mange af de drømme begyndt at materialisere sig. 10 år, så lang tid tager sådan en drøm at gøre til virkelighed for os med ”almindelige” jobs. Bevidste valg og prioriteringer. Alligevel forklarer de drømmende fortællinger om Sydhavet ikke hele årsagen til at danskere sejlere kloden rundt.


To faktorer hjælper afgørende med til at åbne verden for os drømmende sejlere. Begge understøtter vores økonomiske muligheder. Mange af os sælger alt, hvad vi ejer for at realisere drømmen. I Danmark ligger manges formue ”gemt” i vores boliger. Selv med 10 års opsparing er det stadig nødvendigt for os at sælge hus eller lejlighed, for at være sikker på vi kan finansiere rejsen. Det er en af de svære prioriteringer på vejen mod eventyret for mange eventyrer.


Den anden faktor er den danske model for gastesejlads. En langturssejlerkultur der begyndte, da hippierne tog kollektivet med til søs. Et sejlerfællesskab der bygger på, at vi deles om udgifterne. Vi fylder bådens køjer og alle bidrager økonomisk til skibets drift. I Danmark kalder vi det et gastebidrag. Det er ikke et begreb, der findes med samme forståelse i udlandet. På engelsk ville man kalde det ”paying – crew”. Men det er en misforståelse som udlændinge har svært ved at forstå. I Danmark tror vi på fællesskabet – både til lands og i den grad også til vands. Vi bidrager til at vores fælles eventyr kan lade sig gøre. Sidste værft vi passerede stod 10 unge danskere og sleb bunden på en 50 fods sejlbåd fri for bundmaling i 35 graders varme. De udlandske sejlere spurgte os andre danskere på værftet måbende ”Do they do this for free?!”. Vores svar – ”No, they pay to do this work. It is part of the adventure.” Og derfra kan man se alt rationel forståelse af den “danske model” holde op hos vores udenlandske sejlervenner. Men sådan er eventyret. Eventyret bliver ikke serveret. Det er hårdt arbejde mange dage. Men altid med højt humør og en stærk holdånd. Og når togtet er slut, så står vi alle sammen med de samme vilde og berigende oplevelser som vores udenlandske sejlervenner. Forskellen er bare at de fleste andre sejlere både har skulle arbejde i mange flere år og tjene mange flere for at nå samme destinationer som de danske både.

Danmark er stort set det eneste land i verden, hvor unge mennesker i fællesskab har delt udgifterne til at sejle med kurs mod fjerne kyster i sødygtige sejlbåde. Det kan de, fordi de deler udgifterne og knokler i fællesskab. Fordi vi har en kultur for eventyrlyst. En af udfordringerne ved at ”den danske gastemodel” er blevet en succes, er at nogen sejlere forsøger at udnytte den og nogen gaster tror, at de kan få serveret et eventyr uden indsats. Vi ser på mange af diskussionerne online omkring at sejlbåde skruer gastebidraget op, og gaster skruer forventningerne op. I mine øjne udfordrer det vores måde at sejle rundt i verden på. Man kan godt have høje forventninger til at man skal have oplevelser serveret uden indsats, men så er man bare ikke længere en gast, men en GÆST. Man kan også ønske sig et lavt gastebidrag, men så kan man ikke forvente Watermaker, fryser, Starlink Internet, dykkergrej og paddelboards mm. De fleste langturssejlere i dag tilbyder alt i vandsportsudstyr, fersk vand ad libitum, højhastighedsinternet, moderne navigationssystemer og autopiloter – alt sammen udstyr, der er dyre i anskaffelse og drift.


Da gastebidraget i 70-80’erne blev en måde at sejle ud i verden, var anbefalingerne og det accepterede niveau 150 kroner i døgnet i bidrag til bådens drift. Laver man en inflationsregulering af de 150 kr. fra 80’erne, så svarer det til 500 kr. anno 2025 priser. Omkostningerne ved at sejle et skib 15.000 sømil væk fra Danmark under en tropisk sol er høje, og det prisniveau de fleste danske både sætter svarer rundt regnet til at få bådens økonomi til at løbe rundt. Samtidig har mange gaster ikke tiden eller forventninger til at stå ugevis på værft og arbejde. Det vil de gerne overlade til ejerne. Med andre ord har mange gaster ikke tiden til denne del af eventyret længere.


Vi har ombord på Skjoldmøen heldigvis kun haft positive sejlerfællesskaber og en masse eventyrlystne danskere drømmer stadig om at komme med ud på sejlereventyr. Der er heldigvis stadig stor eventyrlyst. Vi gør os umage for at forventningsafstemme togterne med alle, der drømmer om at sejle ud i verden. Mange danskeres drømmeeventyr er blevet til virkelighed igennem årene, fordi nogle har solgt alt, satset alt og sprunget ud af hamsterhjullet og købt et sejlskib med kurs mod horisonten. Med denne afslutning vil vi gerne sende en stor respekt til alle de søde og skøre eventyrere, vi har mødt ude i verden, som hver dag knokler for at gøre eventyret til virkelighed.