Sejlere elsker havet, men er vi bevidste nok om vores aftryk og påvirkning på miljøet? Det spørgsmål har over de sidste mange år som sejler bundfældet et svar hos mig.


Siden vi forlod Danmark i midten af juli, har der stort set ikke være et stille øjeblik til refleksion og eftertænksomhed. Det frie liv på havet er mere end et fuldtidsarbejde. I forberedelserne knoklede vi i 3 måneder på at gøre Skjoldmøen klar til den store sejlads. Det var en lærerig, spændende og meget hård proces. At klargøre et skib til langtur føles som at klargøre en raket til en rumrejse. Vi kan underholde lange aftener om alle udfordringerne, vi mødte, da nye instrumenter skulle installeres eller klargøringen ikke gik som planlagt, men i dette indlæg vil jeg gerne sætte fokus på et emne, der ligger mig meget på sinde – sejlere og havmiljøet.


Igennem mit tidligere arbejde i Frederikssund Kommune er jeg de sidste par år blevet bevidstgjort om, hvor mange aspekter af sejlerlivet, der sætter aftryk på havmiljøet. Den første og mest indlysende tanke er sort(prutte-) vand til havet. Det er et område, hvor lovgivningen efter min mening er misforstået og mangelfuld. Sejlere skal sejle 12 sømil fra land, før de må tømme sortvand i havet. Loven er prisværdig og ambitiøs, men umulig at gennemføre og derfor er loven håbløs. Der er ikke krav til havnedrift, at der skal være et tømningsanlæg, og det betyder det egentlig bliver umuligt at efterleve loven. I tillæg så er spildevands- og kvælstofsudfordringerne fra byerne og landbrug mange steder i en skala, der slet ikke kan sammenlignes med sejlsporten. Det frasiger selvfølgelig ikke sejlere fra at gøre en indsats. Indsatsen skal bare være realistisk at gennemføre. Her skal havnene og kommunerne spille en mere aktiv rolle.


Den næste udledning vi sejlere har er grå(håndvaske og bade-) vand. Der findes i dag udmærkede rengøringsprodukter, der er bio-nedbrydelige og uskadelige for havmiljøet, men alligevel er der ingen kultur på havnene og blandt sejlere om, hvilke produkter vi lukker ud i havnevandet og havet. Jeg ville ønske Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID) og Dansk Sejlunion arbejdede med i højere grad at informere og udvikle en miljøbevidst kultur på havnene og i klubberne. Det her er virkelig en let ting at ændre på som sejler!


Det sidste og væsentlige problem, jeg vil fremhæve, som vi sejlere har og som vi i alt for lang tid har lukket øjnene for, er udledningen af tungmetaller og plastik til havmiljøet igennem bådens bundmaling. Alt maling er flydende plastik, som hvis det frigives til havet, bliver til mikroplast. Bundmaling er udviklet med henblik på at spare brændstof ved at holde bunden af båden fri for alger og muslinger. Problemet er bare at traditionel bundmaling indeholder tungmetaller som giftstoffer mod begroning. Ud fra nutidens miljømæssige ambitioner er det helt skævt, at det stadig er tilladt at hælde så meget forurenende materiale i havet (for slet ikke at tale om alle bådene på land, der hvert år højtryksrenses på gruspladser og måles på ny!). Der findes i dag en lille håndfuld alternativer til det miljøgiftige maling. Finsulate, MacGlide Foil, Hempel Silic-One og Hempel Hempaspeed for at nævne nogen. Alle produkterne har forskellige virkemidler mod begroning, med varierende effektivitet.


Et af formålene med vores beddingstur i Ebeltoft inden afsejling mod varmere himmelstrøg var, at vi ønkede at skifte bundmalingssytem. På Skjoldmøen endte vi med at vælge Silic-One fra Hempel. Selve påføringsprocessen var kompliceret første gang, vi skulle male en silikone på bunden. Heldigvis bliver det nemmere de næste gange. Silic-One er en glat silikone overflade, en hydrofil overflade, der gør at alger og muslinger ikke kan hæfte. Silikonen er påvist i flere uafhængige studier ikke at være skadelige for miljøet, og den slides ikke af til miljøet som de traditionelle bundmalinger. Oveni dette har vi oplevet at få ca. 0,5-1 knob mere fart. Vi er ikke perfekte på vores skib Skjoldmøen og er bevidste om at væres færd på havet også sætter sine spor. Men vi forsøger at tage aktive valg, der begrænser vores aftryk på havmiljøet. Jeg er uforstående overfor at miljøaspektet fylder så utroligt lidt i de danske sejler organisationer som Dansk Sejlunion, Danske Tursejlere, Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID). Vi er spændte på, hvordan vores silikone bundmaling arter sig igennem de næste mange sømil, som vi udsætter Skjoldmøen for, samt hvordan begroningen arter sig i varmere vande.  


Jeg ved at Frederikssund Lystbådehavn drømmer om at lave denne kulturændring og være et fyrtårn for fremtidens miljøbevidste sejlads. Om få dage afsløres vinderen af arkitektkonkurrencen for fremtidens maritimcenter. Et projekt der sigter højt på åbne fællesskaber, miljøbevidst aktivitet på havet og plads til nye maritime brugere. Jeg håber gode fonde som Nordea-fonden, Salling Fondene og A.P. Møller Fonden vil se de samme fremtidsperspektiver i projektet og være med til at løfte de maritime aktiviteter ind i en grøn fremtid, hvor aktiviteterne dyrkes bæredygtigt.


Hvis du har kommentarer eller spørgsmål til vores erfaringer ind til videre med silikonebundmaling, så tøv ikke med at række ud til os på mail eller Instagram

/Martin